Endnu en nedlukning

Så gik den ikke længere for os og resten af landet.
Fra i morgen, onsdag den 16. december kl. 16:00 er vi blevet påbudt at holde lukket frem til tidligst den 4. januar 2021.
I har – og vi har – en masse spørgsmål i den forbindelse, og vi bruger resten af denne uge til at få svarene.
Lige så snart vi har svarene, får I dem.
Vi vil gerne takke jer alle for at have gjort jeres hver især til at vores forening ikke har været et sted for smittespredning.
Pas godt på jer selv og hinanden og hav en glædelig jul og et godt nytår.

NYT ÅR – NYE TILTAG

Bestyrelsen og daglig leder er enige om, at det nu er tid til at iværksætte
positive tiltag i vores motionscenter.

Foreningen skal være mere åben og gennemskuelig, vi skal have lige vilkår
for alle medlemmer og vi skal bruge kræfterne på service og udvikling
frem for lappeløsninger.

NYT MEDLEMSSYSTEM

Omkring februar 2021 skifter vi til nyt Edb-system til styring af foreningens medlemmer, træningstilbud og administration.

Det giver en langt bedre brugeroplevelse for både medlemmer og ansatte end det nuværende system. Blandt andet vil vi få fjernet stort set alle fejl i medlemsoplysningerne. Det medfører en mere sikker opkrævning af kontingenterne, hvilket er til gavn for foreningens pengebeholdning og mulighed for udvikling af træningstilbuddene.

ENSRETNING AF MEDLEMSKABERNE

Der er på nuværende tidspunkt forskellige aftaler, som favoriserer medlemmer, der arbejder bestemte steder eller har bestemte fritidsaktiviteter.

Det er ikke rimeligt over for alle andre medlemmer, og derfor ophører aftalerne 1. februar 2021.

Det giver et meget tiltrængt og betragteligt løft af vores likviditet, hvis alle, der er omfattet af disse aftaler, forsætter med at være medlemmer! Og der er vel at mærke ikke tale om urimelige eller voldsomme justeringer, så vi forventer, det bliver en realitet.

Alle, der er omfattet af denne justering, får direkte besked.

I samme forbindelse har vi lavet ganske få justeringer på medlemskaberne. Især er der blevet luget ud
i medlemskaber, som alligevel ikke bliver benyttet, og der bliver nu mulighed for at have et passivt medlemskab, til støtte af foreningen og bevarelse af stemmeretten.

Du kan se gældende medlemskaber fra 1. februar 2021 på hjemmesiden.

VIDEOOVERVÅGNING

Vi har desværre kunnet konstatere, at der er en del, der med mindre eller større dygtighed snyder sig til gratis træning. Det sætter vi fokus på at stoppe én gang for alle.

Derfor bliver der opsat videoovervågning, så vi kan identificere og konfrontere de personer, der ikke vil bidrage til fællesskabet.

Som et led i denne operation vil vi uden undtagelser slå ned på alle, der ikke følger foreningens retningslinjer. Så altså skoene af, når du træder ind ad døren, fremmød dig på kundeterminalen og ryd op efter dig selv.

OPTIMERE OG MINIMERE FASTE UDGIFTER

Det er ikke kun medlemmerne, der skal sørge for bedre økonomi i form af justering af medlemskab.

Daglig leder og bestyrelsen er i fuld gang med se alle udgiftsposter igennem, så vi ikke betaler for meget
for tingene. Det er en lang proces, og ønsker du at følge med i den, anbefaler vi dig at læse referaterne
fra bestyrelsesmøderne. Dem finder du på vores hjemmeside og i referatmappen ved opslagstavlen.

På foreningens vegne

Thorbjørn Vilholm,
Daglig leder

Generalforsamlingen 2/7-2020 – Endelig dagsorden

Torsdag den 2. juli 2020 kl. 19:00, i Hallens cafeteria, Enggade 19, 5300 Kerteminde

DAGSORDEN:
1. Valg af dirigent, referent og stemmetæller.
2. Bestyrelsens beretning.
3. Forelæggelse af revideret regnskab til godkendelse.
4. Budget til orientering.
5. Valg af bestyrelse og suppleanter.
6. Valg af revisor.
7. Behandling af indkomne forslag.
8. Eventuelt.

Venlig hilsen
Bestyrelsen, Kerteminde Helse- og Sportsforening

Retningslinjer for træning i centret

VI ÅBNER KERTMINDE MOTIONSCENTER IGEN TORSDAG DEN 11. JUNI KL. 05:30

Og i den forbindelse er der følgende særlige forhold i forhold til træning i
Kerteminde Motionscenter under Corona/Covid-19.

Disse retningslinjer er tilpasset til Kerteminde Motionscenter ud fra de anvisninger,
der er givet til alle fitnesscentre af Sundhedsministeriet/Kulturministeriet.

De står ikke til debat eller fortolkning af den enkelte, men skal følges, hvis man ønsker
at træne i foreningen.

  • Der er sat skilte med max antal personer i de enkelte rum.
    Orientér dig, inden du går ind i et rum, om der er plads til dig.
    Hvis ikke, så vent til der bliver plads.
  • Vi henstiller til, at du træner selvstændigt eller med kun én træningsmakker ad gangen.
    Er du en del af en gruppe, som plejer at træne sammen, så del jer op i par.
  • Det er muligt at alt udstyr kan bruges samtidig, idet det står, så det opfylder gældende anvisninger fra myndighederne for afstand, barrierer m.m.
    UNDTAGELSEN er Leg press og Glute. De to maskiner må IKKE benyttes samtidig!
  • Når du starter træningen, tager du en klud fra den opstillede spand med rene klude.
    Kluden benytter du til afspritning af alle kontaktflader på udstyret, i det øjeblik du er færdig med at bruge det.
    Du tager kluden med dig rundt og benytter den gennem hele træningen.
    Når du er færdig med din træning, lægger du kluden i den opstillede spand til brugte klude.
    Flasker med sprit står i receptionen, og er de alle i brug, finder du dem rundt omkring i centeret blandt de andre medlemmer.
  • Det eneste udstyr, du ikke må benytte i centeret, er bokseudstyr og træningsmåtter.
    Skal du lave gulvøvelser, så SKAL du selv have et passende liggeunderlag eller håndklæde med.
    Du må ikke ligge direkte på gulvet.
  • Vi vil udlufte i lokalerne så meget som muligt, så hav noget varmere eller ekstra træningstøj med, hvis du er lidt kuldeskær.

Derudover gælder alle regler for håndhygiejne, afstand m.m., som du er blevet bekendt med under Coronapandemien.

Bliv væk fra centeret, hvis du har symptomer på Covid-19 eller har været sammen med en person, der er smittet med Covid-19.

Ud over ovenstående retningslinjer, så har vi besluttet at følgende også skal håndhæves venligt, men bestemt:

Vi har nogle ganske rimelige retningslinjer for træning og ophold i Kerteminde Motionscenter, som har eksisteret i rigtig lang tid, men ikke alle bliver overholdt lige godt.

Vi har brugt rigtig mange ressourcer på at få lokalerne til igen at se flotte og indbydende ud.

Det vil vi have, de skal blive ved med være, og det vil vi have din hjælp til.

Derfor sætter vi en massiv kampagne i gang fra genåbningens start, så alle kommer til at overholde foreningens regler mht. fodtøj og medlemskort/check ind.

Det fodtøj, du har på, idet du træder ind ad døren til centeret, tager du af lige indenfor døren.

I hvor lang tid eller hvor langt du har gået med det fodtøj udendørs, er helt uden betydning.

Du kan stille fodtøjet på hylderne indenfor døren eller tage dem med i hånden ind i omklædningsrummet.

Har du ikke andre træningssko med, kan du træne i strømpesokker.

På den måde er du med til at holde gulvene pæne og fri for jord, sand, salt m.v.

Dit medlemskort SKAL du bruge til at checke dig ind til træning med. Til hver træning.

Dermed synliggør du for de ansatte og andre medlemmer, at du har gyldigt medlemskab.

Nu da vi er ved ting, du skal huske at have med… Husk en drikkedunk.

Fremover vil der kun være krus stillet frem i receptionen, og de er kun til te/kaffe.

Da vi nu skal bruge ekstra tid på at holde berøringsflader rene, har vi ikke tid til at vaske op hele tiden. Så vil du gerne have en lille hyggestund med lidt varmt at drikke, støtter vi op om det, men du har selv en drikkedunk eller lignende med.

Vi glæder os til igen at kunne byde dig velkommen i Kerteminde Motionscenter.

På bestyrelsens og egne vegne

Thorbjørn Vilholm,

Daglig leder.

Ændringer vedr. gratis medlemskab i foreningen

Vedr. gratis medlemskab i Kerteminde Helse og Motionsforening.

Gratis medlemskab kan tildeles følgende personer, som er betalende medlemmer af  foreningen.

  • Samtlige bestyrelsesmedlemmer og deres respektive samlevere.
  • Samtlige supleanter og deres respektive samlevere.
  • Samtlige ansatte instruktører og deres respektive samlevere.
  • Samtlige receptionister.

Når disse ansættelser og tillidsposter stopper, ophører samtidig gratis medlemskab, og  derefter skal man selv tilmelde sig som betalende medlem af foreningen.

Endvidere kan centerlederen, i samråd med bestyrelsen, tildele personer, der inden for det seneste år, har ydet en ekstraordinær og vederlagsfri indsats for centret, gratis medlemskab.

Alle tidligere, mere eller mindre løse aftaler, om gratis medlemskab er herved annulleret.

Således besluttet, af hensyn til Centrets fremtidige økonomi.

Bestyrelsen den 9/6 2020

INDKALDELSE TIL GENERALFORSAMLING

Torsdag den 2 juli 2020 kl. 19:00.

Med forbehold for udskydelse, hvis situationen vedr. COVID-19 kræver det.
På hvilken lokalitet i Kerteminde meddelels snarest.

Dagsorden ifølge foreningens vedtægter:
1. Valg af dirigent, referent og stemmetæller.
2. Bestyrelsens beretning.
3. Forelæggelse af revideret regnskab til godkendelse.
4. Budget til orientering.
5. Behandling af indkomne forslag.
6. Valg af bestyrelse og suppleanter.
7. Valg af revisor.
8. Eventuelt.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest onsdag den 17. juni 2020 kl. 23:59. Forslag skal sendes elektronisk til sekretaer@kerteminde-motionscenter.dk.
Forslag, der indkom i marts til den planlagte generalforsamling, er automatisk med på den endelige dagsorden.

Endelig dagsorden for generalforsamlingen bliver offentliggjort på hjemmesiden, Facebook og i motionscentret onsdag den 24. juni 2020.

Revideret regnskab for 2019 kan rekvireres fra onsdag den 24. juni på e-mail: dagligleder@kerteminde-motionscenter.dk

Meddelelse vedrørende daglig leder

Som det sikkert er mange bekendt, blev vor daglige leder Thorbjørn forrige år fyret af den daværende formand.
Efter stor opbakning fra medlemmerne med bl.a. underskriftsindsamling, fik vi Thorbjørn tilbage igen efter ca. to uger.
Årsagen til fyringen var en anklage for dokumentfalsk, som formanden også indgav en politianmeldelse for.
Denne anklage har hængt over hovedet på Thorbjørn lige siden.
I dag d. 29/5 kan Thorbjørn ånde lettet op, da han har fået besked om at anklagen for dokumentfalsk er afvist.
Bestyrelsen ønsker Thorbjørn tillykke med afgørelsen.